LED lys – Alt du behøver vide

LED lys kan være mange ting. Du kan læse med herunder for at blive klogere på, hvordan LED fungerer, hvor du kan bruge det, hvor meget du sparer ved at bruge LED og meget mere.

Hvad er LED Lys?

LED er en forkortelse af ”Light Emitting Diode”. Det betyder, at lyset bliver genereret ved strøm gennem en elektrisk komponent. Med LED lys slipper du for, at lyskilden bliver varm, du får en lang levetid samt et billigt forbrug i strøm. Alt dette skal vi nok komme ind på senere.

Der er mange forskellige måder hvorpå, du kan benytte LED lys i dit hjem. LED lyskilder, i stedet for halogen eller glødepærer ligger selvfølgelig lige til højrebenet, men der findes også en masse andre alternativer, med indbygget LED-teknologi. Her kan f.eks. nævnes indbygningsspots, lyskæder, plafonder og andre lamper med indbygget LED, herunder bordlamper, væglamper og gulvlamper. Herunder kan du se nogle af de typer af LED lys, der er mest populære at benytte i hjemmet.

Lyskæder med LED

Der findes en masse forskellige typer af lyskæder i alverdens farver og motiver. Lyskilder med indbygget LED lys er både smarte, praktiske og billige i drift. LED lyskilder kan bruges til festlige lejligheder, i stuen, på børneværelset, eller som en del af julepynten. Det er også muligt at finde LED lyskæder, der kører på batteri. På den måde er du ikke tvunget til, at skulle slutte dem til stikkontakten og derudover er de lige til at flytte rundt på. De laves både til indendørs og udendørs brug og her hos OutletLamper.dk har vi naturligvis også et kæmpe udvalg af lyskæder.

LED Strips

LED strips er en smart form for belysning, der især bliver brugt i køkkenet. De fungerer således, at der på den ene side er en masse små dioder der giver lys, mens den anden side klæber fast, hvor man sætter den. Dette gør, at LED strips er super praktiske og kan både benyttes under køkkenskabe, i tøjskabe, i skuffer eller hvor end du har brug for det. En stor fordel ved LED strips er, at de ikke kræver noget plads – derudover er de super nemme at slutte til.

LED lyskilder

Vi kommer ikke udenom dem, når vi snakker om de mest populære former for LED lys – LED pærerne er naturligvis det mest benyttede LED lys af dem alle. E14 og E27 er de mest almindelige lyskilder, som sidder i langt de flest pendler, gulvlamper og bordlamper, men vi støder også på andre LED pærer som G9 og GU10, der især bruges i mindre lamper eller som spotbelysning. Du kan klikke her for at se vores store udvalg af LED pærer. Hvis du er i tvivl om, hvilken pære du skal vælge til din lampe, har vi udarbejdet en guide (Hvilken pære egner sig bedst til min lampe?) der kan hjælpe dig med at finde den rigtige pære.

En anden form for LED lyskilde der virkelig er blevet populær de seneste år, er dekorationspæren, der minder om de gammeldags glødepærer. Man kan både få dekorationspærer der passer til E14 og E27 fatning, selvom sidstnævnte klart er den mest hyppige. Dekorationspærer laves i forskellige motiver og ønsker du at kunne dæmpe lyset, kan du både få dekorationspærer der kan dæmpes med en lysdæmperkontakt, eller nogle der kan dæmpes i tre trin blot med en helt almindelig kontakt. Herunder ser du et eksempel på en 3-step dæmper dekorationspære. 

 

Lamper med indbygget LED

Lamper med indbygget LED lys er en lampetype der kommer flere og flere af. Én af dens mange fordele er, at du bliver fri for at skulle bøvle med at finde den helt rigtige lyskilde. Lampens lys er designet sammen med lampen, så derfor giver lamper med indbygget LED som regel det lys, de er designet til at skulle give.

Plafonder med indbygget LED lys har i flere år været én af de foretrukne LED lamper, men i dag laves der også rigtigt mange væglamper og bordlamper, der er super flotte og praktiske. Mange af dem har også indbygget lysdæmper, hvor du med touch-funktion kan skrue op og ned for lyset, alt efter hvor skarpt et lys du har brug for.

LED Lysstofrør

Lysstofrør er en af de former for belysning, der især bliver anvendt til større erhverv, på institutioner, skoler osv. og giver en masse lys, men bruger også en masse strøm. Med LED lysstofrør er der mulighed for at spare en masse penge, da man typisk har en del af slagsen, hvis man har dem installeret. De traditionelle lysstofrør giver også et forholdsvis flimrende lys, hvilket du slipper for med LED lysstofrør. Du skal dog være opmærksom på, at det ikke er alle armaturer der bare lige kan skifte et ældre lysstofrør ud med et LED. Her bør du spørge din elektriker til råds.

 

FAQ (Ofte stillede spørgsmål) om LED lys

Hvis du har gjort dig tanker om hvad fordelene ved LED kan være, hvor skarpt et lys de kan give, eller hvad de koster i forbrug, er du langt fra den eneste. Vi har samlet nogle af de spørgsmål folk ofte sidder med, når det kommer til LED. Skulle du sidde tilbage med et eller flere ubesvarede spørgsmål, skal du være hjertelig velkommen til at tage fat i os – husk på, at der ikke er noget der hedder dumme spørgsmål.

Hvad står LED for?

LED står for Light Emitting Diode og omsætter strøm til lys. De traditionelle glødepærer man tidligere brugte, blev utroligt varme. Årsagen til dette var, at ud af al deres energi (strøm) blev bare 10% omdannet til lys, mens de resterende 90% blev til varme. Foruden risikoen for at brænde sig, er den klare fordel ved LED pæren derfor, at den kun skal bruge 10% af strømmen på at lave lys, sammenlignet med en glødepære. Det er derfor, at vi i dag ser LED lyskilder der bruger helt ned til 2 watt.

Hvor mange timer holder en LED pære?

LED lyskilder har typisk en levetid på 20-50.000 lysetimer. Til sammenligning har en almindelig halogenpære eller glødepære en levetid på 1-2.000 lysetimer.

Hvad er fordelen ved LED Lys?

Den helt klare fordel ved LED lys er, at de i forhold til de gammeldags glødepærer sparer helt op til 90% af strømforbruget, hvilket både skåner miljøet og din pengepung.

En anden fordel ved LED pærer er deres lange levetid (20-50.000 timer). Den lange levetid er især brugbar når det gælder lyskilder der hænger på steder, hvor det er besværligt at udskifte dem.  

Hvad svarer en LED pære til?

Da en LED pære ca. giver 8 gange mere lys end en traditionel glødepære, kan du bruge den målestok der hedder 1 til 8 som tommelfingerregel. Det vil sige, at hvis du ser på en LED pære med 5W, svarer det til en pære på halogen/glødepære på 40W. Her kan du læse en guide om lumen, hvor du også finder et skema der illustrerer hvad X antal lumen svarer til i watt.  

Hvorfor flimrer min LED pære?

Hvis din LED pære blinker eller flimrer, kunne det godt tyde på, at du har en ældre lysdæmperkontakt installeret, der ikke er kompatibel med LED.

Hvad koster en LED pære i forbrug?

Hvis man har en LED pære tændt i fem timer om dagen og pæren bruger 5W, koster den 15kr om året i energiforbrug.

Til sammenligning koster en 40W halogenpære 146kr årligt, hvis man ligeledes har den tændt fem timer om dagen.

Hvor meget kan man spare ved at udskifte til LED?

Hvis vi tager udgangspunkt i ovenstående udregning, hvor man ved at skifte en traditionel halogenpære på 40W ud med en LED pære der giver det samme lys, vil spare 131kr årligt, kan man jo hurtigt lave et regnestykke på resten af husstanden. Hvis vi antager at der er 20 lyskilder i huset, vil den årlige besparelse derfor være 2620kr. Det er dog ikke sikkert at alle lyskilder er tændt så længe af gangen, men selv hvis vi halverer det tal, kan du stadig spare på den gode side 1000kr om året, alene i strømforbrug.

Hvis du bruger en lyskilde i fem timer om dagen (365*5 = 1825 timer) kommer vi også op omkring halogenpærens maksimale levetid (1-2000 timer) hvortil du også sparer omkostningerne ved at skulle skifte lyskilden ud på årlig basis. I gennemsnit går der ca. 7 halogenpærer på én LED pæres levetid. Så selv hvis prisen på en LED pære er 2-3 gange højere end en halogenpære at købe er den reelle pris langt lavere, da den ikke skal skiftes ligeså ofte.

Alle udregninger er lavet med Energistyrelsens tal for strømpriser

 

Vi håber at du er blevet klogere på LED lys og LED lys generelt. Skulle du sidde tilbage med spørgsmål er du mere end velkommen til at tage fat i os på enten mail, chat eller telefon – så skal vi nok besvare dig bedst muligt.

Flere artikler